Forside Noveller Log ind Opret bruger Søg Links

Annonce
Teenagerlove

(Teenagerlove)

Karakter: 4.9/12
Visninger: 3804

Af: renegado.

Læs flere noveller af:
» renegado.

Skriv til:
» renegado
Tags: Bareback, Offentligt, Analsex, Trekant og Første gang
Annonce
Annonce
Annonce
Teenagerlove 3 (Morten)

Lyset udefra kaster skygger ind gennem vinduet, som danser rundt på min væg. Jeg burde sove. Men jeg sidder op i sengen og stirrer på skyggedansen, som om det var en dybt meningsfuld film, jeg var vidne til i et biografmørke et eller andet sted i byen. Som om der var en sandhed at finde gemt et sted mellem lyset og mørket.

Men de fortæller mig ikke rigtig noget. Og sådan har det været længe.

Jeg kigger ned på den varme, sovende krop ved siden af mig, som ligger helt krøllet sammen omkring dynen. Jeg kan ikke lade være med at komme til at tænke på en lille hundehvalp, der har været på opdagelse hele dagen, og som nu er faldet udmattet om i kurven. Jonas kan stadig få mig til at smile, en smule.

Jeg burde jo være virkelig lykkelig, men det er ærlig talt lidt svært. Så jeg sidder og stirrer ind i skyggerne. Tænker på lejrturen. Igen.

Jeg tror, Jonas har virkelig svært ved at forstå, hvorfor jeg har det sådan. Han bliver jo ved med at sige: ”Det endte jo godt!” og ”Nu er der ingen, der generer os – det kunne da ikke være bedre”. Jeg tror slet ikke, han forstår, hvor frygteligt det er – hvad det betyder. Eller værre endnu. Han har nok altid vidst det, og har lært at leve med det. Det tror jeg ikke, jeg kan.

Jeg har aldrig rigtig tænkt over, at der kunne være noget galt i det – at nogen kunne have noget imod det. Det er jo bare kærlighed. Jeg har aldrig prøvet at skjule det for nogen, men måske er det ikke så tydeligt for andre at vide, hvad jeg er til? Jeg har aldrig oplevet, at nogen skulle have nogen grund til at fordømme mig, og jeg har i det hele taget altid troet på det bedste i andre. Min far har altid sagt, at jeg var for god - at en dag ville jeg møde menneskets sande ansigt, og så ville jeg ikke være klar til det. Men jeg forstod ham ikke rigtig. Ikke dengang.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg egentlig havde det med min klasse dengang. Faktisk havde jeg egentlig ikke rigtig så meget med den at gøre. Jeg tror godt, folk kunne lide mig - men jeg forstod ikke altid, hvad der foregik. Fx havde alle altid travlt med at hjælpe Thor med alt muligt, og det var jo venligt af dem. Men så vidt jeg kunne se, gjorde han aldrig rigtig noget venligt tilbage, så jeg forstod ikke, hvad det var, alle havde travlt med. Bortset fra at Thor faktisk et par gange havde gjort nogle lidt underlige forsøg på (sådan opfattede jeg det i hvert fald) at være venlig over for mig. Men det virkede ikke som noget, han havde lyst til, og jeg forstod ikke helt, hvad han ville opnå. Følte mig nogengange lidt som den eneste hvide mand i en afrikansk stamme, hvor jeg ikke kunne tale sproget. Men som sagt - der var ikke nogen, der gjorde mig noget, og jeg havde det jo fint.

Jeg har vidst rigtig længe, at jeg havde verdens blødeste punkt overfor Jonas. Det er det der med, at jeg føler, jeg stråler, når jeg kigger på ham. At jeg ikke kan lade være med at smile og ligesom…boble over af lykke, når jeg ser på ham. Hvilket faktisk er lidt underligt, for dengang var han altid meget trist.

Egentlig må jeg sige, at jeg heller aldrig rigtig har været i tvivl om, at han havde et eller andet med mig. Jeg har i hvert fald ikke kunnet undgå at lægge mærke til de stjålne blikke, når jeg skiftede bluse eller sådan noget. Men jeg har nok intuitivt fornemmet, at han ikke var klar.

Det var egentlig ikke så planlagt, at det lige skulle være på hans fødselsdag. Men jeg havde længe tænkt over, at jeg ville fortælle ham, at jeg godt vidste, vi var mere end venner. Og så gik han og var så trist. Så jeg fik en hurtig idé, og fortalte ham, at han skulle holde sig vågen, fordi jeg havde en fødselsdagsgave til ham. Igen – det var aldrig faldet mig ind, at jeg ville genere nogen med det. Jeg sikrede mig bare lige, at Michael Tange sov, fordi det trods alt var en rimelig privat ting.

Og jeg elskede det. Jeg elskede at kravle ned under dynen til Jonas og mærke, hvordan hele hans lille krop blev helt intens og sitrende, da jeg slugte hans dejlige pik. Det var så fantastisk. Selv om det naturligvis var lidt underligt næste morgen. Vi skulle lige finde ud af, hvordan vi skulle være.

Og hele dagen efter var bare så sjov. Vi blev så fjollede. Jeg kunne godt tænke mig bare at fortsætte, hvor vi slap natten før på sovesalen, men vores klasse var jo over det hele. Og jeg kunne især godt tænke mig at holde ham i hånden, men jeg var ikke sikker på, han havde det godt med det. Det var næsten umuligt at holde sig fra ham, og han blev ligesom ved med at strejfe mig og sådan noget.

Jeg lå den nat og ventede på ham i teltet. Havde taget alt tøjet af – jeg ville have, at det var netop det blik, der skulle møde ham, når han kom ind i teltet. Min pik havde stort set været stiv hele dagen, og jeg havde det her fantasibillede, som blev ved med at dukke op: Hvordan det ville være at elske med ham, sådan rigtigt? Jeg har så ofte drømt det, spillet den film inde i mit hoved. Men ikke, hvis han ikke var klar - så skulle det ikke ske.

"Sig mig...tror du, du ville kunne finde ud af at kneppe mig med den her?" Jeg troede ikke mine ører, da han sagde det, men den var god nok. Jonas sad mellem mine ben med min pik i hånden, og der var det der skælmske blik i hans øjne. Og genskinnet fra den blå teltdug malede hans krop, som var vi under vandet og flød sammen afsted i en strøm, vi ikke kunne stoppe igen. Og jeg kan stadig finde det billede frem. Det der øjeblik, hvor vi havde byttet plads, og jeg lige havde fået min pik indenfor, og jeg kunne læse både smerte og en lysende fryd i hans ansigt. Det var det mest utrolige øjeblik.

Et altomfattende øjeblik - før det skete.

Det var ikke bare teltets himmel, der blev flået midt over i det øjeblik. Det var hele mit univers, der faldt fra hinanden. Det var ikke selve ydmygelsen af mig - det tænkte jeg ikke så meget på. Jeg var nærmest ikke engang til stede i mig selv, da det varme pis begyndte at plaske mellem mine skulderblade. For inden da havde jeg fået øje på det blik, der var i øjnene på alle drengene, der samledes om mig. Jeg kunne ikke få øje på et eneste glimt af fortrydelse eller en undskyldning. De var midt i denne modbydelige handling, og de så alle ud, som om de nød det. I det sekund, var det noget inden i mig, der knækkede. Og jeg kan ikke finde ud af at samle det igen.

Havde jeg nogensinde vendt episoden med min far, så havde han helt sikkert kigget opgivende og en smule belærende på mig, og havde sagt, at nu havde jeg endelig mødt menneskets sande ansigt. Dets sande natur. Og at jeg bare skal erkende, at det er sådan det er, livet. En lang række af modbydelige handlinger, som man ene og alene foretager, fordi man vil imponere nogen, komme ind i varmen, rykke et trin op i hierakiet, mens man træder nogen andre ned. Og sådan er det bare.
Den værste smerte er, at jeg ikke kan komme på noget argument imod. Ikke efter den nat. Men denne nye verden, med helt nye og ukendte regler mellem mennesker - jeg er ikke sikker på, det er en verden, jeg har lyst til at leve i.

Det blev endnu værre en anden nat igen. Jeg står ude i mørket kun i natbukser. Foran mig står Thor og tilbyder mig sin pik. Og fortæller mig om verden, præcis som jeg frygtede, det hang sammen. Om min 'rolle' i klassen, at han kan give mig den igen med hans 'magt'. Hvis han bare må få lov at pule min mund. Tjenester og handlinger, der alene skal gøres for at komme frem her i verden. Det værste af det hele er, at jeg i et kort glimt i hans øjne ser, at han også er bange, at han er lige så meget slave af de regler, som alle andre. Også selv om han bestemmer dem.

Det brænder sammen inde i mig, og jeg flygter ud i mørket. Jeg vil bare have, det skal opsluge mig, skal opløse mig, så jeg kan slippe for denne nye, bizarre virkelighed. Jeg løber uden at tænke ud over en mark, og ender oppe på en gravhøj, med udsyn ud over det nattegrå landskab. Man kan tydeligt se lejrskolehusenes mørke silhuet herfra. Jeg slår mig ned og stirrer rasende på de mørke kasser, fyldt med mennesker og alt, hvad jeg ikke ønsker at være en del af.

Pludselig tænder lyset i et vindue i det nærmeste hus, og jeg er tæt nok på til at se, hvad der foregår. Det er Thor. Han er kommet tilbage i sit hus i fællesrummet. Han vandrer rasende frem og tilbage. Så er der en dør, der åbner sig fra en af sovesalene, og ud kommer Michael Tange. Siden teltturen er han flyttet fra vores sal. Først ser han lidt forskrækket ud, da han opdager, at det er Thor, men så slår han blikket ned og forsøger at gå ubemærket forbi. Men Thor er lynhurtigt over ham. Nærmest som om nogen havde foræret ham en kludedukke, han kunne afreagere på, griber han fat i Michael Tange og kaster ham ind mod væggen. Så samler han ham op og kaster ham ind mod væggen igen. Tredje gang løfter han ham op og holder ham med ansigtet ind mod væggen, mens han selv støder hele sin krop ind mod ham og hvisker et eller andet truende i øret på ham. Så slipper han ham og går ind på sin sovesal. Michael Tange vakler hen og slukker lyset. Der er mørkt et øjeblik. Så tændes lyset i et andet rum. Det er Michael Tange igen, der har låst sig inde på badeværelset. Han kigger sig lidt i spejlet. Så løfter han sine pyjamasbukser ned, og ud springer en lang, tynd og helt stiv pik. Han griber rundt om den med den ene hånd, mens han holder sin anden hånd op til ansigtet, næsten om han igen prøver at mærke væggen mod sig. Og med lynhurtige bevægelser op og ned af det lange, tynde skaft tilfredsstiller han sig selv.

Mens jeg betragter det bizarre show, er der en følelse, der vokser inde i mig. Det kan godt være, det er sådan her, verden virkelig er, og at det her er reglerne. Og jeg er nok naiv. Men jeg kan ikke holde det ud - hvis jeg ikke i det mindste kæmper imod det. Uanset hvad.

Jeg kan da sagtens gennemskue dem under fodboldkampen - at de har aftalt, at nu er det alle mod mig og Jonas. Men jeg bliver ved med at kæmpe. Og allerede under badet er jeg klar over, at nu bygger Thor op til en ny scene. Men jeg stirrer bare tilbage. Og prøver at støbe en kappe af metal rundt om mig selv inden i. Da han råber efter mig ignorerer jeg ham, og da jeg mærker hans jerngreb løfte mig og kyle mig ned oven på Jonas er jeg hverken chokeret eller særlig vred. Jeg prøver at beskytte mig selv, men det rører mig ikke, det han gør.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tænkte jeg slet ikke på Jonas i det øjeblik. Metalkappen er blevet støbt solidt, og jeg føler ingenting. Tænker kun på Thor, og tænker: "Nu skal jeg sateme vise dig..."

Den tanke holder jeg fast i, da jeg borer min pik op i Jonas. Det er det, jeg tænker på, da jeg holder hans lille stramme krop op foran mig og viser ham til dem som et jagttrofæ, jeg heftigt er i gang med at gennembore. Det er den underligste oplevelse, som endnu står ligesom sløret for mig. Det er som om hele klassen netop der gennemgår et ældgammelt ritual, hvor man sammen gennemfører en række handlinger, som man ikke rigtig forstår betydningen af, men som forandrer alle. I min bitre trance ser jeg dem alle flå vildt i deres stive pikke, selv Thor kører sin store næve op og ned af hans gigantiske skaft. Og i baggrunden Michael Tange, der i mere end dobbelt tempo af alle andre fortsætter hvor han slap om natten, mens han stirrer på os med nærmest febervilde øjne. Og da jeg mærker Jonas stramme hårdt rundt om min vilde pik, og hans pik eksploderer - føler jeg det, som har jeg affyret en pistol direkte mod Thors bryst.

Under badet bagefter kigger Jonas på mig med øjne fulde af kærlighed. Jeg kysser ham, og ville ønske den følelse kunne bryde gennem min indre jernkappe. Det eneste jeg kan tænke er: "Jeg kæmper. De skal ikke få mig ned."

Sådan er det også fremover. Tilbage i skolen går jeg sammen med Jonas, og når jeg tager hans hånd i min i kantinen - så er det ikke den særlige varme fra ham, jeg tænker over. Så tænker jeg: "Se bare på mig allesammen. Se hvem jeg er. I skal ikke få mig ned med nakken."

I starten er Jonas lykkelig. Den lille fyr, der altid har haft noget sørgmodigt over sig - nu er han ikke til at skyde ned. Han smiler. Han griner pludselig uden grund. Han synger. Og han beder mig kneppe ham igen og igen. Han forærer mig generøst sin krop ved enhver mulig lejlighed. Og jeg knepper ham da. Men jeg bliver mindre og mindre entuasiastisk. Jeg får sværere og sværere ved at blive stiv. Jeg er oppe i ham, men jeg er uden lidenskab. Kun når jeg kniber øjnene hårdt sammen og fokuserer på et billede, af hele klassen der stirrer forarget, af den mur omkring os på jorden i teltlejren, så kan jeg stadig komme op i tempo. Så kan jeg kneppe i bund. Og til at starte med, så får det Jonas til at lyse op igen. Men ikke længere. Når jeg bruger tricket nu, så opdager han, at jeg slet ikke kigger på ham. Og bagefter kigger han uroligt på mig.

Vi snakker ikke om det, og om den tid. Han føler, han blev sat fri på den tur. Jeg frygter, jeg blev slået ihjel på den tur. Efterhånden holder vi helt op med at snakke. Han falder i søvn bagefter - triller sammen til den lille varme kugle, der netop nu ligger i min seng. Og jeg bruger de næste timer på at stirre på skyggerne på væggen, til jeg endelig udmattet glider ind i en ikke særlig god søvn.

Telefonen ringer.

"Hej...det er Jonas."

"Hej. Hvor blev du af? Jeg troede, du ville komme herhjem?" Jeg prøver at lyde en smule forurettet, men faktisk må jeg indrømme, det var helt rart, da han ikke dukkede op som aftalt. Det gav mig lidt mere tid til at stirre olmt ind i væggen, uforstyrret, og uden den dårlige stemning, hvor vi ikke rigtig snakker sammen.

"Jo...men jeg fik gæster..."

"Nå." Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er meningen, at jeg skal spørge om, hvilke gæster han fik.

"Eller en gæst, var det bare. Og du ringede jo heller ikke for at høre, hvor jeg blev af." Det lyder underligt. Som om han prøver at tune sig ind på lyden af et skænderi i tonen i sin stemme. Jeg siger ikke noget. I stedet holder han også en pause. Sådan en pause, hvor man næsten kan høre, at han tilrettelægger, hvad han nu vil sige.
Så begynder han. "Jo, eh...jamen, det var faktisk Thor, der kom forbi. Og jeg synes, du skal vide det. At jeg bad ham kneppe mig. Så det var derfor, jeg ikke kom. Jeg havde travlt med hans enorme pik." Det er underligt. Han har lagt lyden af den mest modbydelige stemmeføring ned over sine sætninger. Men alligevel lyder det som om, han læser op af et manuskript, han har svært ved at huske udenad. "Det var rigtig dejligt. Det var utroligt at have hele den kæmpe pik oppe i sig. Jeg ved jo godt, han er et dumt svin. Men jeg må sige - han knepper, som om han virkelig vil have en. Det var rart, til en afveksling. Og jeg mener, vi snakker jo aldrig sammen længere om noget - så det gør vel ikke den store forskel, om det er dig eller ham, der knepper mig."

Det sidste bliver sagt, som om han slet ikke rigtig er i stand til at færdiggøre den sætning. Det er egentlig rimelig klart for mig, det her. Hvert eneste lede ord er sagt for at få mig til at råbe, skrige, græde - eller bare et eller andet, der minder lidt om en reaktion. Og jeg forstår ham egentlig godt. Jeg er jo ikke til at holde ud at være sammen med. Jeg gider det jo heller ikke selv. Og hvis jeg bare kan smide alle de tanker fra mig nu og vende tilbage, så tror jeg, jeg ikke behøver miste ham. Men så tænker jeg: Hvis vi alle har den ondskab i os, så har Jonas den vel også. Det var vel bare, hvad man kunne forvente, det her. Jeg kan høre han prøver at begrænse lyden af sit åndedræt, mens han venter på min reaktion. så jeg siger bare:

"Nå men...det var da godt for dig." Så siger jeg ikke mere, og det gør han heller ikke. Efter et stykke tid hører jeg et lille klik i røret og derefter den hidsige dytten gennem røret.

Jeg stirrer ind i væggen igen. I skyggerne ser jeg en stor silhuet samle en lille smuk silhuet op fra jorden, og begynde at kneppe ham i lange hårde stød. Den lille silhuet gør ikke modstand. De bliver ved og ved. Mens jeg stirrer forbistret på dem og mærker smerten af min stive pik mod jeansstoffet.

I klassen er det lidt underligt. Intet er tilsyneladende anderledes, men alligevel er det forkert. Jonas ænser ikke mig, og Jonas og Thor ænser ikke hinanden. Vi skal se en video i dansktimen, og som altid er det Michael Tange, der rigger maskinen til og gør klar, sætter båndet i, så vores dansklærer kun behøver trykke på en knap, for at det hele starter. Vores dansklærer præsenterer filmen, noget ældgammelt, som det ikke er særlig sandsynligt, der er nogen her, der kommer til at følge med i. Hun vender sig om for at trykke på playknappen, men farer uhjælpeligt vild mellem knapperne. Til sidst vender hun sig opgivende mod Michael Tange, der allerede har en fjernbetjening, og han trykker.

Filmen begynder ikke ligesom en normal film. Faktisk virker den sådan lidt hjemmevideo-agtig. Først ser man et par fødder, der er filmet tilsyneladende ved et uheld, mens man er ved at gøre billedet skarpt og undersøge, om alt virker. Fødderne står i et eller andet blomsterbed. Men så bliver billedet trukket op ad en husmur, og filmer ind gennem et vindue. Først virker det så utroligt, at ingen vist forstår det. Men pludselig står det klart for mig og de andre, hvem der er på billedet. Jeg kan tydeligt kende Thors nøgne kropsbygning. Han ligger på alle fire, og mellem hans ben hopper og danser hans halvstive enorme lange, tykke pik frem og tilbage med resten af hans krops bevægelse. Og så går det op for mig, hvem der er bag ham. Den lille, spinkle krop glinser smukt af sved og knepper ham i en fantastisk rytme. Man kan lige ane, hvordan hans pik tonser ind og ud af ham. Og selv gennem glasset kan man tydeligt høre Thors stemme skrige: "Åh ja, du knepper mig! Jeg kan mærke dig oppe i mig! Knep mig, Jonas, åh ja! Knep mig!"

Klassen er mere end stille. Selv vores dansklærer har et øjeblik været helt paralyseret. Men nu styrter hun hen til videoen, og banker febrilsk på den for at stoppe showet. Hun trykker hysterisk på knapperne, hvilket bare får hende til at spole filmen tilbage og spille den igen forfra. Situationen går op for mig i sin fulde gru. Jeg, og flere andre, vender mig om og stirrer over på Thor. Han sidder på sin plads og ser fuldstændig ud, som om vores dansklærer har trykket på pauseknappen på ham i stedet for på filmen. Helt frosset midt i en bevægelse. Langsomt rejser han sig op og går op mod fjernsynet. Foran det vender han sig om mod os. Og mens vi alle sammen kan se ham tigge om mere pik på skærmen, åbner han munden - og siger ingenting. Som om en lille del af ham stadig tror på, at han kan få os til at glemme det her, hvis han bare giver os ordren. Men der kommer intet ud. Så drejer han hovedet over mod Michael Tange, der sidder med fjernbetjeningen, som om det var en funklende kniv rettet mod hans hjerte. Hans underkæbe bevæger sig meningsløst op og ned, og det får ham til at ligne en fisk, der bare måber bag glasset i et akvarie. Så pludselig bliver han helt hvid i ansigtet, som om gruen er gået op for ham, og han vender sig om og styrter ud af klassen. Og jeg ved, hvordan enhver væltet konge har set ud i ansigtet hele vejen ned gennem historie i det ene afgørende øjeblik, hvor det er gået op for dem, at deres magt for evigt er brudt.

Resten af skoledagen er meningsløs. Hele klassen er i chok, og opfører sig lidt som om en hundredårig fortryllelse er blevet hævet over eventyrlandet. I den næste time er det umuligt for vores stakkels geografilærer at komme igennem med noget som helst af hans planlagte program om jordskorper. Og de tre eneste mennesker, jeg kan forholde mig til, er forsvundet. Thor er naturligvis ikke kommet tilbage, og en underlig tanke i mig kan ikke lade være med at tænke på, om jeg nogensinde kommer til at se ham igen. Hvad er der for ham at vende tilbage til? Hele den verden, han kender, er sunket i grus. Ligesom min verden brast sammen på lejrturen. I dette sekund kan jeg ikke engang fornemme bare en lille følelse af skadefro. Det slår mig bare, at jeg godt forstår hans følelse. Og hvis jeg føler noget i forhold til ham, så er det en sorg på hans vegne. Uanset hvor hadet, han har været - og hvor frygtelige ting han har gjort.

Jonas er også væk. Selv om det ikke er første gang, klassen har set ham i aktion, og selv om det slet ikke er ham, der bliver talt om, så synes han sikkert ikke, det er nogen fantastisk situation. Jeg genkalder mig det utrolige billede af ham, som en lille tyr, der tårner sig dominerende op over Thors svulmende underdanige krop. Det er et billede, der næsten ikke er til at forstå, og min mavefornemmelse er mere end splittet: Jeg er vildt imponeret over hans skjulte talent som knepper. Jeg mærker en stikkende smerte over at se ham sammen med en anden. Jeg bliver dybt liderlig ved billedet af hans krops bestemte stød op i og mod Thor - og mest af alt har jeg bare lyst til at finde ham og holde om ham, hvis han er ked af det.

Men der er en anden tanke, der trænger sig på og skubber det andet lidt væk. Det der skete mod mig på lejrturen, og som jeg stadig tumler med at forstå - det ville jeg aldrig kunne få Thor til at forklare mig. Han spiller bare efter reglerne, men han ville aldrig rigtigt kunne forstå dem selv. Han kan ikke forstå at vende og dreje dem og spejlvende dem. Det ville kræve en klog fyr - og en vilje til at ville omstyrte andre menneskers skæbne. Michael Tange er også forsvundet. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvad hans rolle har været i sagen i dag. Men hvad er det her? Er det en længe ventet hævn? Har Michael Tange ventet på den her mulighed i årevis, mens Thor dagligt har mast ham, trådt på ham, kvæstet ham? Og så har han bare gået og ønsket sig et fejltrin, en svaghed, der gjorde det muligt for ham at vælte Thor? Og for at opnå hvad? For selv at stige i hierakiet? Jeg får en fornemmelse af, at hvis nogen forstår reglerne for det her spil bedre end nogen anden, så er det ham.

Jeg har aldrig været hjemme hos ham før. Jeg står uden for hans dør i et meget lille hus. På postkassen står der kun hans navn og så et damenavn, jeg tænker må være hans mors. Han må være alene hjemme på det her tidspunkt af dagen. Jeg vil egentlig ringe på, men min finger går ligesom i stå af sig selv foran knappen til ringeklokken. I stedet er der et eller andet i mig, der får mig til at tage meget forsigtigt i dørhåndtaget, og døren er slet ikke låst. Selv om jeg egentlig ikke har lyst til bare at gå indenfor, så kan jeg alligevel ikke styre det. Jeg skubber lydløst døren op og lister ind. Huset virker meget stille, men jeg fornemmer en puslen fra den anden ende af huset. Jeg følger snigende lyden helt ned i bunden af gangen, og ender med at kigge ind i et værelse. Michael Tange sidder der, men med ryggen til, og han har endnu ikke hørt mig. Han er helt opslugt af et eller andet. Det slår mig, at der er et eller andet underligt ved det her rum, men hvad er det? Så kigger jeg på væggene. Der hænger en masse meget store billeder, som jeg først antog for at være fanplakater af popmusikere eller fodboldspillere - men pludselig ser jeg, at det er en og samme person over det hele. Det er Thor. Det er fotos af Thor i forskellige situationer, som han har fået forstørret og hængt op på væggen. Og de hænger over det hele. Jeg holder mit vejr.

Jeg kæmper mod en skræmt sitren i kroppen, og føler, jeg bør bakke væk og ud af rummet. Men en anden del af mig får mine ben til at tage skridt fremad og gå stille over til ham, der sidder og stirrer fortabt ned i et eller andet. Jeg kommer helt over og ser over skulderen, at det er flere fotos. Alle sammen med Thor, men disse billeder har det til fælles, at hver gang han bladrer, dukker der også et nyt offer op. Hvert billede er af Thor, der ydmyger en dreng i skolegården, der har lagt en fyr ned i klasseværelset, der er ved at tæske en eller anden. Jeg kan se, at billederne at taget over en længere årrække, og det er utroligt, at han har kunnet tage alle de billeder uden at blive opdaget. Men der er nok ikke så mange, der lægger mærke til, hvad han går og laver.

Nu stopper han særligt op ved et bestemt billede. Det ser nyt ud, og han dvæler særligt længe ved dette. Hans fingerspidser ligesom hviler kærligt på papiret. Jeg prøver at skimte motivet. Det er et meget mørkt billede. Det er Thor - han står foran en punkteret klump af noget blåt stof, et ødelagt telt, og han er ved at hale en nøgen, kæmpende krop ud ved anklerne...

Pludselig fornemmer Michael Tange mig. Han vender sig chokeret om, mens han vender billedsiden ned mod bordpladen. Og da han ser, det er mig, tager han armen op for at beskytte sig, som om han forventer et kraftigt slag fra mig. Jeg står bare stille og kigger på ham. Da han opdager, der ikke sker noget, sænker han langsomt armen igen. Indtil han bare sidder overfor mig uden at sige noget, og kigger mig i øjnene med antydningen af noget, der godt kunne forstås som et lille smil.
Jeg stirrer bare på ham. Jeg prøver at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg vil med ham.

"Det var dig...i dag." Jeg prøver at gøre tankerne klare, mens jeg taler. "Det var dig, der optog den video - og satte den i maskinen."

Han kommenterer det ikke, men det er nu helt tydeligt, at det er et rigtigt smil, der har bredt sig på hans ansigt.

Jeg ændrer min indstilling til ham. Jeg er faktisk ikke kommet med en anklage. Jeg er kommet for at forstå.

"Du bliver nødt til at forklare mig det. Jeg forstår det ikke..."

Han kigger på mig med et mere overrasket udtryk. Det var ikke helt det, han ventede fra mig.

Jeg prøver igen.

"Jeg mener...jeg forstår ikke, hvad det er, du ønsker at opnå med det. Jeg forstår det virkelig ikke. Men jeg vil virkelig gerne. Jeg bliver nødt til at forstå det..."

Han ser mig an. Han ser en smule mistroisk ud, og undersøger ligesom mit ansigts folder, for at finde ud af, om de er reelle.
Jeg prøver at gå en anden vej, og siger i stedet:

"Er det ikke lidt sjovt, at du har så mange billeder af Thor? Jeg kan ikke huske, han nogensinde har sagt noget venligt til dig? Har han ikke altid bare været efter dig?"

Hans undersøgende, reserverede ansigtsudtryk smelter over i noget helt andet, i et udtryk midt mellem hengivelse og dyb sorg. Og han begynder endelig at tale.

"Jeg har aldrig haft noget imod, at han var efter mig. Det var alle jo. Det er ok. Men lige så længe jeg har kendt ham, har han altid været så stærk. Ikke bare fysisk - men også bare ligesom skabt af naturen til at lede os alle sammen. Jeg synes...det er ligesom...når man ser ham komme gående imod sig, så har man bare lyst til at smide sig ned foran ham. Jeg har lyst til fuldstændig, at lægge min skæbne i hans hænder. Og hvis han vil tryne mig - så er det ok. Hvis det hjælper ham."

Hans øjne stråler blankt, mens han taler sig op, og han har et bizart feberfyldt udtryk i ansigtet. Det er som om han slet ikke taler henvendt til mig, men mere til en af de forstørrede billeder på væggen, hvor Thor stirrer olmt og stærkt ud på os.

"Jeg har altid beundret hans styrke. Haft glæde ved at underkaste mig hans magt. Jeg har følt mig tryg ved at vide, at uanset hvad der sker, så er han den stærkeste af os alle - at ham kan ingen vælte. Jeg har altid set op til ham. Det var derfor, jeg begyndte at tage billeder af ham i smug. Jeg havde altid et lille kamera på mig, og når jeg kunne komme til det, så tog jeg et billede af ham. Heldigvis kan jeg nemt være alle mulige steder og tage billeder, uden rigtig at nogen lægger mærke til, at jeg er der. Jeg kunne især godt lide at tage billeder, når han...især når han var i gang med at vise sin magt og slå fast, at han var større end os alle. Jeg kunne så godt lide at vide det, også herhjemme, så derfor hængte jeg nogle af dem op."

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at hans ene hånd har søgt over på fotobunken på hans bord, hvor han ligesom kærtegner bagsiden af papirerne. Samtidig hviler hans anden hånd i hans skridt, hvor jeg ikke kan finde ud af, om det er indbildning, eller om han virkelig ligesom presser lidt ned mod noget. Pludselig kigger han igen direkte på mig, nærmest vredt.

"Jeg var især glad for ham på vores lejrtur. Han håndterede det hele så rigtigt."

Han kigger på mig med en form for trods, der ser ud til at blive pustet op indefra af en enorm vrede, samtidig med at det ligger hans natur så fjernt at stirre nogen direkte ind i øjnene. Så hans øjne dirrer ligesom i et forsøg på at slippe væk - men han giver dem ikke lov.

"Han gav jer ikke lov, da I troede, I kunne lave jeres egne regler. Man kan ikke bare gøre som man har lyst til! Der er andre, der bestemmer grænserne!"

Han siger der belærende og manisk direkte til mig, så spyttet står ud af munden på ham. Men så retter han igen et drømmende blik mod billedet på væggen, og det er som om han presser hårdere med hånden mod hans skridt.

"Det var så smukt, da han satte jer på plads. Jeg var så tilfreds med ham. Jeg følte nærmest en trang til at belønne ham. Jeg er lykkelig for, han lod mig belønne ham på færgen hjem, at han ville tage imod min offergave."

Han siger det, mens hans øjne svømmer drømmende hen, og han instinktivt skyder underlivet lidt frem, mens han tunge ligesom titter frem for at smage på kanten af hans læber.
Men pludselig bliver hans øjne helt mørke.

"Jeg ville have givet alt for ham. Dengang. Det var jo derfor, jeg altid fulgte efter ham - han var en omvandrende inspiration for mig. Alene derfor jeg investerede i et videokamera, der kunne filme om natten, fordi så kunne jeg på afstand fange alle de vigtige øjeblikke. Jeg kunne ikke holde ud, at der skulle være et gyldent øjeblik med ham, jeg ikke senere kunne genopleve.

Jeg vidste instinktivt, at der ville ske noget utroligt den aften. Han omgav sig ikke med nogle fra hans normale hold af folk, men han gik alene gennem gaderne en vej, jeg aldrig har set ham gå tidligere. Da det gik op for mig, at han gik hjem til Jonas, så tænkte jeg, at nu skulle den lille igle en gang for alle sættes på plads. For det er jo, som om han ikke rigtig har forstået det. På det sidste har han jo fuldstændig fulgt sin egen vej, og jeg tænkte, at nu skulle han ned med nakken. Derfor sørgede jeg også straks for at gøre kameraet klar og kravlede rundt om huset, til jeg fandt hans værelse. Det var ikke helt det, jeg havde ventet at se. Da Thor begyndte at kneppe ham, blev jeg lidt overrasket - men først tænkte jeg, at det var en straf. At meningen var, at Jonas ville lære at holde sig fra det, hvis han blev voldtaget sønder og sammen af Thors kæmpepik. Jeg må indrømme, at jeg nød at se hans kæmpekrop kaste sig ned over lille Jonas og nærmest prøve at kvase ham."

Nu kan Michael Tange slet ikke længere skjule, at hans pik er vokset, og man kan tydeligt se den løbe under stoffet på hans bukser.

"Men det var jo tydeligt at se, at det ikke virkede. Det var nærmest som om, at Jonas stille og roligt overtog det hele. Som om det var ham, der skulle bestemme, hvordan Thor skulle gøre - og det var meget underligt at se på. Jeg har aldrig set noget lignende.

Nu er der væmmelse i hans blik.

"Det værste kom, da Thor endelig kollapsede - hvordan Jonas fortsatte. Han kravlede ud under ham, og op på ham. Og han begyndte at...at kneppe ham. At kneppe Thor. Det...alting faldt sammen...jeg kunne ikke holde det ud. Jeg måtte flygte fra det."

Nu ser han rasende ud, men hans stemme næsten skælver, som ved gråd.

"Men jeg kunne ikke få det billede ud af hovedet igen. Af Thor...der underkaster sig. Jeg ville aldrig kunne se ham på samme måde igen - nu var det ødelagt for altid. Jeg kunne ikke holde ud, at han var falsk på den måde. Det kunne ikke gå."

Og nu kigger han på mig igen - pludselig fattet igen, og rolig, og nærmest som om han bare har forklaret mig den logiske mellemregning på et regnestykke.

"Og det var derfor, jeg besluttede mig for at gøre det. Jeg synes ikke klassen kunne være tjent med en leder, der ikke er det, de tror, han er."

Der opstår en pause. Han har ikke tænkt sig at sige mere, og udtrykket i hans ansigt er så selvretfærdigt, at jeg kunne brække mig. Under hele hans fortælling er der vokset en underlig rasende følelse i min krop, og nu brænder den så ætsende i min krop, at jeg skælver.

Pludselig eksploderer jeg, og jeg ved ærligt ikke, hvad det er, jeg skal til at gøre. Jeg griber ham hårdt om struben og klemmer til. Jeg er så rasende, at jeg føler, jeg kunne klemme alt liv ud af ham på stedet. Men han gør ikke modstand. Han kigger bare på mig lidt overrasket, og med en underlig ild i øjnene, og hans hånd har instinktivt grebet hårdere rundt om det stive skaft under hans buksestof. I stedet kaster jeg ham rasende ned på gulvet. Jeg kaster mig over ham og river og flår. Hans skjorte bliver flået op, og jeg fortsætter ved at hive den helt af ham. Jeg fortsætter bare og flår hans bælte op og hiver bukserne af ham. Da de bliver hevet ned over hans baller får jeg et underligt glimt inde i hjernen af et andet billede en nat, med en kæmpende krop, der bliver flået ud af et telt. Men jeg kan ikke stoppe mig selv, og han gør slet ikke modstand. Han underligt lange og tynde pik hopper halvstiv ud og klasker op ad hans mave.

Det, at han slet ikke reagerer, tirrer mig bare mere, og jeg flår bæltet ud af hans bukser. Jeg har aldrig før haft trangen til at straffe noget andet menneske, men jeg er så rasende. Jeg holder fast i bæltespændet og slynger læderbæltet ned over ham som et piskeslag. Han prøver ikke at stoppe det, men han krop vrider sig, og hans pik bliver helt stiv. Jeg giver ham et slag mere med bæltet, og endnu et, og snart pisker jeg ham igen og igen og igen. Han ruller rundt og lader slagene regne ned over hans ryg og hans baller, mens han ligesom begynder at støde underlivet mod gulvet. Så hiver han det ene knæ op sil siden, så han løfter sin ene side lidt fra gulvet, og mens jeg tordner bæltets piskeslag ned over ham, så lister han sin hånd ned ved lysken og fisker sin lange, tynde pik ud og gnider hektisk på hovedet. Med åben mund og lukkede øjne gnider han hektisk, og pludselig ryster han kraftigt over hele kroppen, og spermen sprøjter tykt ud over gulvtæppet. Jeg taber bæltet og går min vej. Ved døren vender jeg mig om og fanger hans øjne, der kigger underdanigt, taknemmeligt og tilbedende på mig.

Jeg bliver nødt til at finde Thor, og det haster. Jeg løber gennem gaderne, mens jeg prøver at komme i tanke om, hvor han kan være taget hen. Pludselig får jeg en ide. Jeg løber ned mod byen, - det er næsten hjemme hos mig selv. Og der får jeg øje på den store, triste skikkelse. Ude på broen over togskinnerne. Han står og stirrer ned på de rustne jernspor. Jeg stopper ikke mit løb, før jeg er næsten henne ved ham. Det blæser kraftigt. Jeg bliver nødt til at råbe for at trænge igennem til ham.

"Jeg ved præcis, hvad du føler lige nu! Du har mistet alt! Du kan slet ikke se meningen med at fortsætte!"

Han kigger op og får øje på mig. Hans ansigt ser frygteligt forvredet ud. Jeg går helt hen til ham.

"Lige siden lejrturen har jeg haft det sådan. Der var ikke nogen vej at fortsætte af. Jeg kunne ikke holde det ud, hvis det var sådan verden skulle være. Og lige nu vil jeg vædde med, at du tænker det samme. At du aldrig vil kunne vende tilbage til skolen og dit gamle liv igen. Men nu ved jeg noget mere. Det liv er ikke værd at leve. Det er ikke sjovt, at leve efter deres regler. Og det giver ikke mening at leve i skjul. Fremover vil jeg nyde at leve efter mine egne regler, også selv om det kan blive svært."

Jeg stopper min moralprædiken, som kom til at handle mere om mig selv, end jeg havde planlagt. Men det var det, der ville ud. Thor kigger på mig. Jeg ved ikke, hvad der sker, men det er som om, hans ansigt flækker midt over, og gennem tusind flækkede masker ser jeg hans rigtige ansigt, og han begynder at græde. Hans store brystkasse hopper hulkende. Jeg griber instinktivt om ham, og han gengiver omfavnelsen, mens hans tårer glider ned langs min hals.

"Ikke her," hvisker jeg. "Vi går hjem til mig."

Vi står hjemme på mit værelse. Ingen af os siger noget. Jeg tænker ikke så meget over hvorfor, men fornemmer, det er vigtigt - jeg tager min mobil og sender en sms til Jonas.

Thor står her bare, og svajer lidt. Som om han ikke rigtig kan finde ud af, hvordan han er endt her. Så siger han pludselig, uden rigtig at være undskyldende:

"Jeg har været ond ved dig." Han konstaterer det bare.

"Ja," svarer jeg bare, og fortsætter. "Og nogen har været ond ved dig."

Jeg følger bare min impuls, og går over og kaster mine arme rundt om ham. Jeg bliver nødt til at kaste varme om hans kolde tristhed. Kort efter mærker jeg også hans hænder om mig. Jeg løfter mit hoved og kigger ham ind i øjnene. Det virker naturligt. Jeg kan ikke lade være med at presse mine læber mod hans. Og langsomt begynder han også at presse sine tilbage. Vi står der i en uendelighed. Men så kan jeg mærke hans store pik presse mod min. Jeg har aldrig rigtig haft den lyst til ham før. Men hans store tristhed giver mig lyst til at varme ham, favne ham, totalt.

Jeg knapper hans skjorte op og krænger den over hans skuldre. Han står bare der paralyseret. Hans massive brystkasse er imponerende. Så åbner jeg hans bælte. Det foregår ikke forførende eller specielt langsomt. Mere som om det er en forhindring, jeg skal fjerne, for at kunne komme tæt nok på ham. Jeg åbner hans bukser og hiver dem ned. Og hurtigt efter befrier jeg hans gigantiske pik fra hans boksershorts. Lige så hurtigt fjerner jeg alt mit eget tøj, indtil jeg står nøgen og stiv foran ham. Så tager jeg hans hånd og tager ham med over til min seng. Jeg lægger ham ned og lægger mig sammen med ham med dynen over os. Og jeg lægger mig ind til han, så jeg mærker hans varme krop, følelsen af musklerne mod min hud, og han tykke pik mod min. Og så ligger vi der, uden rigtig at bevæge os. Kun langsomt begynder jeg at mærke, at han presser sig mod mig. Jeg presser tilbage, og stille og roligt begynder vi at presse vores kroppe frem og tilbage mod hinanden. Det er vidunderligt at mærke hans flexende muskler, og når han slår sine arme og ben rundt om mig, omslutter han mig totalt. Jeg bliver væk i ham, jeg lader duften af ham beruse min hjerne. Uden at tænke over det griber jeg cremen og tager det ud i min hånd. Jeg smører hans pikhovede og hele skaftet grundigt ind i det, og han sukker saligt, når jeg gnider ham med det. Så spreder jeg mine ben for ham, og griber rundt om hans krop med dem. Han lægger sig til rette mellem mine ben, og holder pikkens spids hen mod mit hul. Det spænder helt vildt, da han presser på, men på en eller anden underlig måde har jeg gjort mig klar til ham, og det føles som om hele min krop udvider sig med sitrende følelser, da hans lange skaft glider hele vejen op, og jeg omslutter ham totalt. Vores øjne er låst dybt i hinandens, mens han langsomt skyder sit underliv imod mig, så jeg modtager ham i lange, smukke, glidende stød, der sender sitrende bølger hele vejen op langs rygraden.

Pludselig går det op for mig - jeg aner ikke, hvor længe Jonas har stået der, i rummet. Han stirrer chokeret på os, og en lille smule imponeret over synet. Men jeg kan se, han sitrer af liderlighed. Jeg sender ham mit varmeste smil, og hans egne mundvige smelter opad. Thor har opfattet det hele, men han er samtidig et helt andet sted, i en slags trance, hvor han bevæger sig dybere og dybere ind, for hver gang han glider langt op i mig. Så han fortsætter. Jeg smiler lykkeligt til Jonas, som hurtigt begynder at tage tøjet af. Snart står hans lille frække krop og stritter ved siden af mig. Jeg griber cremen igen, og skynder mig at smøre hans pik ind også. Vi ved det begge af os selv.

Så forsvinder han om bag Thor. Og pludselig mærker jeg det utrolige. Det føles med et, som om Thor vokser til dobbeltstørrelse, og jeg ved, det skyldes den utrolige følelse, han får, når Jonas borer sin pik op i ham, mens han er oppe i mig. Thor går i en prustende trance og sætter brølende tempoet op, mens jeg kan se Jonas pumpe flittigt deromme. Det er et fantastisk, uvirkeligt øjeblik. Vi er i en ekstrem ekstase, og pludselig låser mine øjne sig fast på Jonas' øjne. De kigger varmt og direkte på mig, og er fyldt med lykkelige tårer. I det sekund er det næsten, som om Thors store krop slet ikke er imellem os. Og det er Jonas, der har taget Thors kæmpe pik på og knepper mig så dybt. Og nu kan jeg se, hvordan hans øjne bliver vilde, og pikken svulmer endnu mere, og tempoet eskalerer og i et stort vidunderligt øjeblik eksploderer det hele i et hvidt lys.

Bagefter ligger vi i sengen. Jeg ligger i ske med Jonas foran mig, og Thor ligger i den anden side med brystet mod os. Hans utrolige pik hviler sig tungt og slapt ned over hans lår.

Et øjeblik kommer mørket op i hans øjne igen. Han siger:

"Jeg kan ikke overskue, hvordan det bliver i skolen. Jeg kan ikke gå derhen igen."

Jeg smiler til ham.

"Jo du kan. Det er meget simpelt. Du går derhen. Du sætter dig ved bordet. Du gengælder venligt alles blikke. Du svarer på lærerens spørgsmål, og når dagen er slut, så går du derfra. Det er nemt. Og husk - vi er der sammen med dig.


-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)
Annonce
Kommentar

Navn:MinniMe
Dato:05/10 2014
Nu bliver jeg nød til at skrive en kommentar.. De 3 historier er virkelig godt skrevet, dejligt med rigtig frække fantasier og massere af spænding, hvor alting ser sort ud, men alligevel ender godt ;) Man ville jo næsten ønske at serien fortsatte i mange flere noveller ;)
 
Navn:bettefyr
Dato:07/10 2014
Synes det er nogle utroligt frække noveller....super frækt skrevet,,,,man bliver liderlig hihi....
 
Navn:renegado
Dato:07/10 2014
Taaaak, det glæder mig... ;o)
 
Navn:Erik A.
Dato:10/10 2014
Teenagerlove 3 (Morten) - Fantastisk, jeg er 62 og dybt grebet af novellen, skulle måske have læst 2 først men det vil jeg gøre nu. Har selv skrevet små noveller .... men dette var helt fabelagtigt nærværende erotisk - fængslende, ægte, dramatisk .... og jeg ved den kan læses igen ... TAK for en fantastisk oplevelse en fredag aften i oktober 2014 Jeg selv læser dårligt men ved hjælp af min Apple får jeg den fulde nydelse ... Du skriver blændende GODT saftig dramatisk og sensuelt ... Glæder mig til meget mere fra din Hånd ... MUMS Fra Erik A.
 
Navn:ibbermand
Dato:04/12 2014
Alle 3 noveller er dejlige hver for sig, men man får mest ud af at læse dem alle, og så er spørgsmålet om der vil komme en fortsættelse, hvor de tre hovedpersoner - Morten - Jonas - og Thor - rigtig finder sammen i et meget længervarende venskab, for det vil jeg tro at det kunne blive sådan.