Forside Noveller Log ind Opret bruger Søg Links

Annonce
Præfekternes første plan

(Kostskole i –Sydamerika)

Karakter: 4.4/7
Visninger: 4872

Af: Oleole13.

Læs flere noveller af:
» Oleole13.

Skriv til:
» Oleole13
Tags: Unge, Gruppesex, Aldersforskel og Skolesex
Annonce
Annonce
Annonce
Kostskolen, kapitel 2
Præfekternes første plan
Af oleole13
Personer: John og præfekterne: José, Dima og Phil.

Jeg havde Været i gang med at pakke ud og arrangere mine ting i vel en god times tid, da det bankede på døren. Da jeg havde svaret med et kom ind, stod der pludselig en sand adonis, en ung gudeskikkelse i døråbningen, og skikkelsen stod ret.

En manke af mørkt, let krøllet hår, som hang langt ned i panden og nakken. Mørke, næsten sorte øjne med store øjenvipper. Velformet næse og fyldige læber, der smilede imod mig. Nøgen veltrænet overkrop med tydelige muskler og en dybbrun hud, der tydede på noget latinamerikansk oprindelse. Dybbrune areolaer omkring let fremstående brystvorter og ned i kløften mellem de muskuløse bryster hang der et guldkors. Jeg bare stirrede fascineret.
Uden hverken at bevæge mig eller sige noget, og så var mine øjne endda ikke nået ned til navlen, hvorfra en mørk stribe hår. førte blikket ned mod de røde, stramtsiddende shorts

Fyren, der så ud til at være en 18-20 år, men som jo højst kunne være 17 her på skolen, rømmede sig, og stadig smilende sagde han med en dyb, blød stemme:

Hallo, mister Jensen, må jeg forstyrre et øjeblik?

Jeg fik rystet mig ud af min trance og svarede naturligvis: Ja selvfølgelig kom ind.

Fyren lukkede døren bag sig, bukkede let og sagde; Jeg hedder José, og jeg er overpræfekt her.

Jeg gav ham hånden, som han trykkede varmt og fast, og så fik jeg fremstammet, at det glædede mig at hilse på ham, og det var ikke løgn!

Jeg viste ham hen mod den lille sofa, og satte mig selv i lænestolen på den anden side af det lave sofabord. Møblementet var nøjagtigt som det hos Træner Schmidt.

José forklarede mig så noget om, hvordan huset fungerede, at der var yderligere to præfekter, Dima og Phil. At de tre præfekter havde deres egne værelser, mens de øvrige boede to og to på værelserne. At de forskellige opgaver i huset gik på omgang mellem drengene, og at det var præfekternes opgave at organisere det og holde øje med, at alt blev gjort rigtigt og ordentligt. At det var forbudt at slå på hinanden. Hvis man havde noget udestående med en eller anden, skulle man komme frem med det på fællesmødet, som blev holdt hver aften kl. 9, hvor man også fik te. At præfekterne kunne bestemme, at konflikten skulle afgøres med fx en brydekamp, og så sagde han smilende, så var det forbudt at have sex andre steder i huset end på sit eget værelse.

Da han var kommet dertil i sin forklaring, havde mine øjne for længst bevæget sig nedad, hen over de totter af kønshår, der stak op over sportsbuksernes elastik-linning og hen over den pølseformede udbuling, der strakte sig fra hans skridt og hen over det ene lår, og lige i det letåbne skræv var der en tydelig aftegning af to hønseægstore testikler. Var det både standarden og normalpraksis her på stedet, tænkte jeg, mens jeg forsøgte at holde øjnene væk og koncentrere mig om hans forklaringer.

Han rejste sig, bukkede igen let, kiggede på sit ur og sagde, at han ville komme igen om en time og hente mig til præsentation for drengene, som han kaldte dem, og derefter skulle vi samlet gå over til middagen i spisesalen.

Da timen var gået, og jeg var så godt som færdig med udpakning og havde endda nået et hurtigt brusebad og omklædning, bankede han igen på døren.

Noget overrasket – og måske en smule skuffet – blev jeg ved at se, at han nu var iført mørkerøde, lange træningsbukser, og en lysere rød t-shirt dækkede hans smukke bryst.
I fællesstuen stod alle mine, eller var det mere hans, drenge opstillet. Alle stod ret og var iført mørkeblå træningsbukser og lysere blå t-shirts. Bortset altså fra ham og to andre, som han først præsenterede mig for, nemlig hans præfekt kolleger, som også var iført det røde outfit. Derefter førte han mig fra dreng til dreng, og hver af dem hilste mig velkommen og opgav sit navn. Så forskellige de var både i hud- og hårfarve, alder, lige eller mere skæve øjne, højde og fylde, så var hver og en en fryd for øjet, og alle så veltrænede ud. Ikke en med den sædvanlige storbyfedme, som man ellers så så meget til på de kanter. Derefter gik vi i en pæn og velordnet gruppe, med José og mig forrest og de to andre præfekter bagest over til spisesalen.
Fra Smidts hus kom han og hans drenge i samme slags formation som vi havde dannet. Hans drenge var ligeledes i blåt outfit, men farverne var omvendt fordelt: lyseblå bukser og mørkeblå trøjer, mens hans præfekter var i lyserøde bukser og mørkerøde trøjer.

Vi marcherede ind i spisesalen, hvor José førte os hen til vores borde og mig videre frem til de ansattes bord.
De to junior-grupper var allerede kommet og stod alle ret bag deres stole. De var i grønt, men fordelt på samme måde som de ældres røde, mens deres præfekter var i gult. Alle de ansatte, altså foreløbig bortset fra mig, var helt i hvidt, hvide jeans, hvid polo shirt og hvide sportssko.
På et tegn fra rektor, satte alle sig, og maden blev serveret under lavmælt samtale. Undervejs i måltidet, som i øvrigt var ganske glimrende, blev jeg præsenteret for de øvrige ansatte, herunder mister Quirk, som jeg skulle opsøge den næste dag for at få udleveret det, tøj, som jeg skulle bruge på skolen. Mr. Quirk smilede til mig, og rektor forsikrede, at Quirk allerede havde taget et godt øjemål af mig, så det ville ikke tage lang tid for ham, at finde det rette frem Efter måltidet holdt rektor en lille tale, hvor han præsenterede mig for de øvrige drenge, der i kor sagde velkommen mister Jensen. Så vidt var alt altså forløbet glat, altså bortset fra mine gentagne rejsninger på grund af de kraftige seksuelle stimuleringer ved synet af såvel Smidts som Josés sexsede kroppe og kun dårligt skjulte tilbehør.
Inden vi fik besked på, at vi kunne rejse os, fik jeg endnu en overraskelse – og endnu engang rejsning. Rektor gik hen til en af de grønne drenge, som jeg først nu lagde mærke til, havde siddet lidt skråt bagved personalebordet. Drengen rejste sig straks og stod ret, mens rektor med høj røst meddelte, at drengen havde været ulydig og næsvis over for gartneren, og at han derfor var idømt tre slag. Så gav han drengen en ordre, som jeg ikke hørte, men der gik et forventningens suk gennem de forsamlede drenge.
Den uheldige dreng tog langsomt først trøjen og derefter træningsbukserne af, og stod så helt nøgen, bortset fra sko og strømper. Underbukser havde han åbenbart ikke haft på, hvilket jeg snart skulle lære var standarden der på skolen. To præfekter trak en slags læderbetrukket buk frem, og drengen bøjede sig straks over den. Så trådte gartneren frem med noget, der kunne ligne et smalt fladt boldtræ i den ene hånd. Han stillede sig lidt til siden for den bare bagdel og målte afstanden ved at lægge boldtræet mod de bare baller. De to præfekter tog hver en af drengens arme, og så forkyndte rektor, at straffen lød på tre slag, da det var første gang, drengen blev afstraffet.
Så faldt det første slag, og der lød et gisp fra næsten alle drengene, der derefter i kor råbte: ET. Ved det andet slag lød der et lille skrig fra drengen og et højt: TO fra forsamlingen, og ved det tredje slag et endnu lidt højere skrig, som dog blev overdøvet af forsamlingens: TRE og en klapsalve, som jeg ikke blev klar over, var til ære for gartneren med boldtræet eller drengen med den nu røde bagdel. Da alle drengene på et signal fra træner Smidt rejste sig, formerede kolonner og begyndte at marchere ud, de yngste først, var det tydeligt at se, at ikke så få havde fået et telt i deres træningsbukser – ingen underbukser til at skjule det, sådan som jeg havde – altså endnu!

Jeg vidste intet om den samtale, José havde haft med sine to præfekt kolleger, da han grinende kom tilbage til sit værelse.
Det siger jeg jer, grinede han, det bliver ikke noget problem, at få ham Jensen op på kneppeblokken. Problemet bliver nok snarere, at holde ham lidt i ro her de første dage.

Hvordan det? Hvad mente han, ville de vide.

Han var simpelt hen helt tændt, bare ved synet af mig. Kunne dårligt nok tale, og da vi sad ned, og jeg sådan helt tilfældigt spredte benene en del, grinede han, så kunne han ikke få øjnene fra min pik. Jo, ham skal vi nok få glæde af. Men på den anden side, så virker han som en flink fyr, der ikke vil blande sig for meget eller starte med at forsøge at kommandere rundt med os, og hvis han så også er en god lærer, så kunne jeg godt tænke mig, at vi skulle gå så lempeligt frem, at han ikke også stikker af, inden det er blevet rigtig morsomt.

Øv, sagde Dima, den helt sorte af dem, og den med den største pik, vil det sige, at vi slet ikke starter her i aften?

Nej, svarede José, vi starter, men på den langsomme måde, sådan at vi stille og roligt varmer ham op, viser ham hvad vi har at byde på sådan lidt efter lidt, og så tror jeg, at han inden længe er så tændt, at han selv plumper i og går i fælden.

Men lad os nu se. Hvis han er god som lærer, så kunne jeg fandens godt tænke mig at komme ud herfra med en god eksamen, så vi skal godt nok lege med ham, men altså gå langsomt frem. Vi starter med, at du, Phil, sådan helt tilfældigt sidder sådan, at han får et godt kik op gennem buksebenet, og det gør slet ikke noget, hvis du får den op at stå, så den rigtigt løfter op i buksebenet, men du lader bare, som om du slet ikke er klar over det, og vi andre holder så godt øje med hans reaktion. Det skulle heller ikke være svært at se, om han får stivpik, det var i hvert fald tydeligt, da jeg var derinde. Og sørg så for, at drengene får besked om ikke at gøre noget, før vi siger til.

Og det gik præcist, som de havde planlagt.

Da drengene samledes til aftenmødet og teen i opholdsrummet, var de alle i de løse sportsbukser, nogle af dem med en t-shirt, andre uden. I det hele taget var det en kraftig omvæltning fra det stive militære optrin ved måltidet og præsentationen. Nogle sad slænget i stole og sofaer, andre på gulvet, og alle var de rasende charmerende og sexede at se på, så jeg havde noget vanskeligt ved at koncentrere mig om, hvad jeg skulle sige.

Jeg fortalte, at jeg ikke havde planer om foreløbig at lave om på noget eller nogle rutiner. Alt skulle foregå, som de var vant til, og som José havde informeret mig om.

En af de yngste drenge spurgte med et skævt grin, om jeg mente, alt skulle foregå, som da deres forrige lærer havde været der. De andre brød ud i høj latter, som dog hurtigt blev standset af præfekterne.

Jeg kunne så kun svare, at jeg jo ikke vidste særlig meget om, hvad det var, han mente, men at jeg havde ment, at det skulle foregå, som José havde forklaret.

Mens jeg havde talt, havde jeg jo kigget rundt på drengene, og pludselig havde mit blik fanget noget ved Phils bukser. Var det rigtigt, at han sad sådan, at man – i hvert fald jeg – kunne se op i det ene bukseben? Lidt efter kiggede jeg efter igen, og den var god nok, det så endda ud, som om åbningen var blevet større, så jeg nu tydeligt kunne se en blodfyldt pik, endnu kun halvhård, og desuden lige op til nosserne. Jeg havde svært ved at få øjnene væk, og jeg mærkede blodet dunke i min egen pik.

Teen og småkagerne blev delt rundt, og når drengene gik rundt, var det tydeligt at se, hvordan deres vedhæng svingede frit i de vie bukseben. Ingen havde tilsyneladende underbukser på, og det virkede også, som om der ikke var de sædvanlige indsyede tynde bukser, som ellers kunne have holdt styr på dilleren. Det var ikke noget, som gjorde presset i mine bukser mindre, men jeg var for optaget af synet og med at holde øje med Phils skridt, til at jeg bemærkede, hvordan ikke bare præfekterne, men også nogle af de andre smilede vidende, når de så på bulen i mine bukser.
Fortsættes
Annonce
Kommentar

Navn:Bijens
Dato:23/05 2014
fantastisk - det bliver en lækker række - kom nu med næste - kan ikke vente